Nu behøver jeg ikke drømme om det mere, nu kan jeg endelig gøre det. Det føles virkelig godt.

Nogen gange føles det også en smule skræmmende… eller faktisk rigitgt skræmmende. Tanker som; kan jeg overhovedet det her?? får jeg nogen klienter?? vil de kunne lide mine foredrag?? kan ind imellem godt overvælde mig lidt.

Så kommer jeg i tanke om alle de kloge ord og opmuntringer jeg har hørt under uddannelsen. Et eller andet sted, så VED jeg jo, at  jeg faktisk er ret god til det med at coache. Jeg har også bemærket at mange er fascineret af min historie og lytter intensivt, når jeg fortæller den. Egentlig så handler det vel bare om at komme igang og ud over stepperne, jeg tror at selvtilliden vil komme sammen med kunder og klienter.

Jeg har gjort mit bedste for at “være klar” til at gå igang. Jeg er jo stadig i mit faste job, så jeg kan jo ikke rigtigt gå igang før jeg er færdig her, og det er jo først ved udgangen af oktober. Det giver mig jo rent faktisk en enestående chance for at gør lidt fodarbejde, sådan at jeg kan have nogle aftaler med nogle klienter om at de starter hos mig i november. Måske er det bare på tide at “tørre øjnene og tage en kiks” dvs. stoppe bekymringerne og tage ud og gøre verden opmærksom på hvem jeg er.

Mit nye liv er startet, og i mit nye liv, skal jeg både metaforisk men også bogstaveligt ud på mit livs rejse.

Metaforisk fordi jeg skal til at skabe mig en ny karriere, hvor jeg i den grad skal beskæftige mig med noget jeg brænder for, og som jeg tror jeg er formidabel til; coache og give foredrag. Jeg tror det er en karriere der vil give mig det jeg altid har drømt om, nemlig muligheden for at gøre en forskel, samtidig med at jeg kan hjælpe andre til at finde deres vej i deres liv.

Bogstaveligt fordi vi jo snart skal afsted på den længste rejse vi nogensinde har været på. Det er den længste både tidsmæssigt med også afstandsmæssigt. Faktisk tror jeg ikke vi kan komme meget længere væk end New Zealand. Rejsen er vigtig, fordi det sagtens kunne være den sidste af sin slags, hvor vi alle fire er sammen om sådan en oplevelse. Julie bliver 18 til februar, og hun er allerede godt i gang med sit eget liv. Der kommer en tid, hvorhun hellere vil rejse med venner og bekendte. Den er også vigtig fordi den for mig markere en ny begyndelse, og jeg har tænkt mig at denne begyndelse, skal være spækket med gode oplevelser og nye indtryk. Det bliver helt sikkert ikke min sidste rejse, det bliver den første af sin slags i mit liv.

Jeg glæder mig, og det er egentlig betegnende for mit livssyn lige pt.; jeg glæder mig til alle de nye ting jeg skal se og præve, og jeg læder mig til at se hvor det hele bærer henad. Jeg har det som om jeg nu skal igang med “Lenes liv Del 2″.

I den uge der lige er overstået, har jeg opsagt mit job. Den 31.10.2009 bliver min sidste arbejdsdag, i hvert fald som ansat. Efter det kan de købe mine ydelser på timebasis.

Det var den fedeste fornemmelse jeg længe har haft, jeg kunne ikke få armene ned, og jeg kunne ikke lade være med at grine over hele femøren. Jeg har endelig taget springet og sagt op, nu er der intet der kan holde mig tilbage, nu skal jeg igang med min nye karriere – coaching. Det bliver SÅ fedt!!!

Jeg havde lavet en tale skrevet på 17 A4-sider med ca. 3 korte sætninger på hver side, og den havde jeg overtalt Thor til at læse, så det var ham der fortalte Toke om rejsen. Thor vidste jo heller ikke noget, så det var en fed oplevelse. Toke blev noget tavs, fik vidst lige nævnt noget med arbejde og vidst også lidt om penge, men ellers var han stille. Thor blev så overvældet – da det gik op for ham, at det ikke var fis – at han gav sig til at tude.

Julie og jeg har arrangeret at vi den 1. oktober i år, rejser til New Zealand for at køre rundt i en autocamper. Jeg havde sådan lidt lusket fået klemt ud af Toke, at det var dér han allerhelst ville hen i hele verden. Julie og jeg vil gerne opleve lidt storby på vejen hjem, og egentlig fik vi først et forslag om et par nætter i Bangkok. Jeg så dog på rejseplanan at vi skulle mellemlande i Dubai, og det sted er Thor vildt fascineret af, så jeg fik det lavet om til 3 nætter i Dubai på vejen hjem.

Vi startede allerede i marts med at få det hele på plads, og jeg tror ikke jeg overdriver, når jeg siger at vi alle glæder os som små børn til julegaverne. Selv Toke, for jeg havde ligesom snakket med hans chef, så han er sikker på at få fri, jeg har også arrangeret med svigerforældrene at de passer gården, rejesen er på plads, så alt i alt skal han bare pakke og tage med.

Det er godt nok stadig lidt surrealistisk, men hold da op hvor jeg glæder mig. Det er og bliver det vildeste jeg har prøvet.

Det er dejligt. Selvfølgelig savner jeg hende, men det er dejligt at hun er glad og godt tilpas. Det er dejligt at hun kan få lov at være sin egen, det er dejligt at hun er så god til at klare sig selv, passe på sig selv og ikke mindst at hun passer sin skole. Hun tager rigtig godt fat, og gør hvad hun kan for at skoleledelsen vil være velvilligt indstillet over at hun vil være væk det meste af oktober måned.

Min lille pige er ved at blive voksen og jeg er noget stolt af hende.

Hun har nu aflyst min tid til MR-scanning, og jeg bliver indkaldt til PET/CT inden næste kontrol, altså ikke den der er her i juni, men den næste. Hun laver et skriv til mig om det vi har aftalt i telefonen idag.

Hun fortalte også at den artikel hun fik af mig om trykkammerbehandling kontra stråleskader, havde hun givet videre til den tidligere overlæge på afdelingen, og det eneste hun havde fået retur, var himmelvendte øjne, og det er jo tragisk at en kræftlæge kan reagere sådan. Han er godt nok ikke længere på OUH, han er på Rigshospitalet nu, men det er da synd for de patienter derovre, hvis han får gjort sin indflydelse gældende.

Nu vil jeg se frem til at få det brev fra den læge jeg lige har talt med. Skulle det ikke lykkedes at få det til at fungere med OUH, så kan jeg jo ty til min egen læge, så må han hjælpe mig videre.

Der var også en pige med i udsendelsen, som havde besluttet at opsige sit job, for at give sig selv tre måneder til at finde ud af, hvad hun ville med sit liv. Tænk en gang, jeg ville ønske at jeg havde modet til at opsige mit job, så jeg kunne kaste mig over det, som jeg VED at jeg gerne vil med mit liv. Men endnu engang er det økonomien der stopper mig.

Helt anderledes ser det ud på Svendborg Sygehus, mave-tarm afdelingen. Søde læger og søde sygeplejersker. Til gengæld er det i min verden helt anderledes hvad angår lægerne på Gynækologisk afdeling på Svendborg Sygehus, hold da op de har meget at lære, ikke mindst hvad angår respekt for og kommunikation med patienter.

Endelig ligger min egen læge HELT uden for kategori, han er guds gave til hårdt prøvede patienter, eller i hvert fald guds gave til mig. Ikke at jeg er religiøs, det er jeg ikke… nærmest anti-religiøs, men min egen læge er GULD!!!

Nå, men jeg ringede til hende her til formiddag. Jeg vil have den MR-scanning aflyst. Og jeg vil have at de holder aftalen med én PET/CT scanning om året. De må stadig ikke lave GU til kontrol, men de må gerne indkalde mig, til GU i fuld narkose. Og den skriftlige meddelelse om mit forløb, som jeg skulle have, har jeg ikke fået. Og nu jeg havde hende i røret udbad jeg mig en kopi af min journal pr. 01.12.2008.

Hun fik også mit nummer, så lægen som vi talte med til kontrollen, kan ringe, hvis hun vil tale med mig.

Desværre bekræftede min snak med patientforløbsvejlederen bare mine opbyggede fordomme om, at ALLE læger er uengagerede og vælger ikke at lytte til patienten, som på mange områder jo egentlig ved bedst, især når det handler om patienten selv.

Nu må vi så se om der sker mere i den sag…

Fredag er normalt en skøn dag, og Toke kom hjem for at holde weekend og rent faktisk også påske med familien… han er hjemme i to uger nu

I postkassen ligger et brev fra OUH – radiologisk afdeling, og allerede inden jeg havde åbnet brevet, vidste jeg at jeg ville blive skuffet, arrig, frustreret men ikke mindst ked af det, og jeg vidste at det ville fylde hele min weekend. Dog overraskede de en smule, for jeg havde forventet en indkaldelse til PET/CT scanning, men i stedet var det en indkaldelse til MR- kontrolundersøgelse. Sikkert fordi at jeg skal til kontrol igen den 3. juni. Summasummarum er dog, at endnu engang kan jeg konstatere, at endnu en læge ikke hører hvad man siger, og i øvrigt gør som alle de andre læger – ikke en skid!!!

Til min sidste kontrol i januar, lykkedes det ellers Toke og mig at komme derfra UDEN at jeg var blevet knækket igen, og egentlig gik vi også derfra med en god følelse… endelig en læge som virkede interesseret og en lille smule engageret. Hun hørte i hvert fald, at jeg gerne ville nøjes med at have ÉN PET/CT scanning om året, og at jeg synes at der skulle foretages en gynækologisk undersøgelse i fuld narkose inden så længe. Lægen mente også at det var på tide, at jeg fik lov at tale med den samme læge hver gang – nemlig hende. Hun ville ydermere sørge for, at jeg fik et skriv med hvordan de havde tænkt sig, at kontrollerne skulle forløbe fremover, og hvad der skulle ske i forbindelse med kontrollerne.

Jeg har fortalt dem om mit panikanfald sidst jeg var i MR-scanneren, med det til følge at jeg idag slet ikke kan med små indelukkede rum. Hvilket jo så var ensbetydende med, at jeg måtte spise små blå piller, for at kunne holde det ud i trykkammeret. Ira eller Toke er nødt til at være med mig , når jeg skal med en gondollift på skiferien, og jeg skal aldrig – læs ALDRIG!!!!! nogensinde MR-skannes igen.

Og hvad er det første jeg hører fra sygehuset efter sidste kontrol???

Indkaldelse til MR-scanning!!!

Hvad fanden er det med dem, er de fat-dumme???!!! Det grænser til at nærme sig umenneskelighed, måske har det faktisk allerede krydset den grænse.

Nå, men i morgen mandag ringer jeg så IGEN til en patientforløbsvejleder på afdeling R, så må hun sørge for at den læge, der har henvist mig til MR ringer mig op, så skanningen kan blive aflyst, og jeg kan få at vide hvad de har tænkt sig. Derudover vil jeg have en kopi af min journal, så jeg kan se hvad lægen mener vi har talt om. Oftest er det jo helt overraskende at læse journale, jeg har endnu ikke oplevet at en læge og vi har haft samme opfattelse af aftaler og samtale i det hele taget.

Gad vide om jeg kan bliver overflyttet til et kontrolforløb på Rigshospitalet. Jeg tog gerne turen derover, hvis det bare ville give en lille smule forbedringer. En veninde – som jeg mødte på Dallund – er godt tilfreds med behandlingen på afdelingen på Rigshospitalet.

Nå, men tilsyneladende så fortsætter farcen på OUH, så måske skulle jeg bare melde mig ud?!?!